fredag den 27. juli 2007

Aendret rejse!

Foerst og fremmest: Vi har det alle godt! Vi ankom til tiden og havde en rigtig god dag i Dar Es Salaam.

Her fra maa jeg saa sige at alle fine planer er aendret. Jeg ved ikke om vi blogger mere, men I faar den korte version her:

Et malaria doedsfald hos vores vaert i nat, har gjort at vi har besluttet at droppe safarien. Det lyder dramatisk og er det vel ogsaa. Vi har droeftet situationen noeje og er alle tre enige om at situationen er saadan at vi ind til videre bor hos Leina i Dar Es Salaam. Vi kan ikke umiddelbart komme hjem via SOS og afbestillingsforsikringen er ude af billedet, da vi er ankommet. Alt tyder paa vi bliver her...maaske tager vi til Zanzibar senere - lige nu ved vi det ikke. Vi kan naas via mail og tlf. IGEN PIGERNE og JEG HAR DET FINT, so don't worry.

Christian, Tanja og Sara

mandag den 23. juli 2007

En AHA oplevelse

Jeg begynder at opdage en ny verden som i uhyggelig grad minder om da jeg begyndte at tage på skiferie.

Efter nøje at have studeret programmet for safarien, har jeg især de seneste uger dvælet ved den 28/7. I det oprindelige program stod der "morningwalk". Jeg undrede mig så over hvad vi skulle lave resten af dagen, siden der nu ikke rigtig stod noget om at jeepen bliver startet, for at køre os rundt. Efter at have spurgt Leina (vores tur arrangør) mere ud om hvad "morningwalk" helt præcist var, sagde hun så at det var en "morningwalk" det varede hele dagen..... men der var da et jeep alternativ, hvis vi ikke ville se vandfaldene - men jeg havde jo selv sagt at der skulle være noget "walking in the bush". Hmmmm, ok..... sæ'fø'li' ville vi gerne se vandfaldene...og ok sæ'fø'li' havde jeg sagt noget om gåtur og ranger med riffel osv....

Altså.... heldags gå tur.

Jeg kiggede på mine Loyds kontorsko og blev enig med mig selv om at det nok var synd at bruge dem. Sandaler, hmmm..... narhhhh..... mine badmintonsko...narhhhhh..... ohhhhh husker jeg havde investeret i nogle løbesko engang. Sikkert et glimrende valg (så gode som nye, det garanterer jeg for), som jeg slog mig til tåls med en tid, dog med en nagende fornemmelse i baghovedet om at jeg måske undervurderede situationen.

Efter at have spurgt lidt nærmere ind til landskab og forhold iøvrigt indså jeg at det nok blev nødvendigt at foretage en investering i bedre fodtøj. Og så var der Leinas stædige insisteren på at støvler var et must. Meeeeeen det er jo Tanzania... der er for f.... da varmt som ind i ........ Altså et eller andet LET og luftigt ik'?

Frekventerede diverse "friluftsliv og spejdersportsbutikker"... opdagede at de har rigtig mange ting med ordet "trekking" foran. HELT og aldeles som ski. Nævn en ting.... anything... og i sådan en forretning kan du altså finde denne ting, blot med ordet trekking foran. F.eks. trekkingsko, trekkingstrømper, trekkingbukser, trekkingundertøj, trekkinghat, trekkingdrikkedunk,.... find selv på mere eller udskift trekking med ski...samme princip.

AHA!!! Den fælde kender jeg godt!!! Den får I mig ikke i en gang til!

Forsøgte stædigt at finde et par "luftige" støvler, vejledt af adskillige tålmodige ekspedienter. Jeg havde f.eks. krav som "ikke over 1000 kr - havde set flere rigtig smarte til 699 kr", "Ingen goretex membram - det er for varmt og de skal ikke være vandtætte", "ikke læder - alt for varmt og tungt"... og lignende amatøragtige betragtninger.

Ja, nu sidder jeg så her og beundrer mine nye 1400 kr. læder støvler med Goretex membam helt forvisset om at lige meget hvad man gør BLIVER det bare varmt :) (den meget erfarne ekspedient sagde det sæl'!)

"Men så har du også et par super gode vintesstøvler de næste mange år", smilede ekspedienten da vi vandrede ud af butikken belæsset med alt muligt habengut, som f.eks. trekkingsokker med "cooltex" (siden det bliver forbandet varmt i sådan et par sutter) og en smart rygsæk (uundværlig når man trekker siges det), men INGEN trekkinghat selv om pigerne syntes de var ret seje - især dem med indbygget vandkølingssystem.

I morgen skal jeg jo så liiiige ud at have et kig mere på de der smarte trekkingbukser i tyndt kunststof (!!) hvor man kan lyne benene af og lave dem til shorts hvis man får det for varmt. Sara siger også at hun sletoverhovedet ikke har nogle passende bukser til safari.

Jojo, jeg kan lige så godt give op...... De fik mig gjorde de!!


søndag den 22. juli 2007

Tanzania kort

Her er turen på et kort med udgangspunkt i Dar Es Salaam. Klik på kortet for større billede.














lørdag den 21. juli 2007

Rejseplan

Onsdag den 25. juli

Afgang fra Kastrup lufthavn kl. 17.35
Ruten er København-Amsterdam-Nairobi-Dar Es Salaam


Torsdag den 26. juli
Ankomst Dar Es Salaam kl. 9.20

Når vi er kommet gennem paskontrol og har fået bagagen, bliver vi hentet af Leina (ejer af rejsebureauet) og kørt til Mövenpick hotel, der ligger i nærheden af lufthavnen. Her skal vi bo i en suite en enkelt nat. Hotellet har Internet, så første opdatering af bloggen kommer nok der.

Dagen bruges til at se lidt på byen der er den største i Tanzania. Det er ikke ganske klart om Dar Es Salaam er hovedstaden eller ej. Man vedtog for over 30 år siden at ændre hovedstaden til Dodoma, så officielt er dette vist hovedstanden, men masser af regeringskontorer ligger stadigvæk i Dar Es Salaam og Dodoma har stadigvæk kun 325.000 indbyggere.


Fredag 27. juli
Morgenmad kl. 7.00
Vi checker ud af hotellet kl. ca. 8.00.

Vi bliver kørt til banegården af guiden og stiger på toget kl. 8.30. I toget er passagerer ikke kun de lokale mennesker, men også diverse dyr som geder, høns og alt hvad der ellers kan transporteres i et tog. Vores kok tager med på togturen – hun har lavet frokost til os som vi spiser i toget undervejs.

Turen går ca. 3-400 km vest gennem det sydlige Tanzania mod en nationalpark der hedder Udzungwa. Vi skal af i en by der hedder Ifakara, hvor vi ankommer sent på eftermiddagen. Byen er rimelig stor – 60.000 indbyggere. Den ligger i en floddal og bliver ofte helt isoleret i regntiden. Der venter guiden på os og kører os ud til lejrpladsen. Der er slået telte op og kolde drinks er sikkert klar. Vi er i den vilde natur her, så der er ingen rindende vand, el og lignende.

Aftensmad over lejrbål. Overnatning i små telte.











Lørdag den 28. juli
Op kl. ??, men nok ikke alt for sent.
Vi får morgenmad og tager så vandreskoene på, for dagen står på en heldagstur til fods gennem bushen og Udzungwas bjerge, så nogen klatren undervejs er nok forventeligt. Målet er Sanje vandfaldene.

Udzungwa er særlig kendt for den røde Colobus abe og området er kendt som Afrikas Galapagos fordi mange af dyrene kun lever her. Bjergene danner en naturlig grænse for levevilkårene. Forventeligt er det mest aber, fugle og mindre dyr vi vil få at se, men parken har elefanter, bøfler, leoparder, forskellige hjorte og antiloper m.m. så hvem ved hvad vi støder ind i?

Frokost – medbragt picnic
Aftensmad ved lejrbålet.

Søndag den 29. juli
Efter morgenmaden pakker vi teltene sammen (resten af overnatningerne er i lodges) og kører mod vest til Ruaha nationalpark. En tur på 2-300 km som siges at gå gennem noget af det mest øde og uberørte område i Tanzania. Vi kommer gennem landsbyer og bjerge og ender til frokost ved Ruaha Hilltop Lodge hvor vi skal overnatte. Lodgen ligger på en bjergtop med udsigt så langt øjet rækker fra de små hytter vi bliver indkvarteret i.
















Vi spiser frokost i lodgen og tager så af sted på landsby besøg. Tilbage om aftenen hvor vi spiser i restauranten.

Mandag den 30. juli
Morgenmad kl. ?? og derefter tager vi på en tur i Ruaha nationalpark, som har alt i dyreliv. Parken er på størrelse med Fyn.

Ved frokosttid er vi tilbage i lodgen, hvor vi spiser og slapper lidt af, før vi tager ud på en eftermiddags/aften tur for at se mere af det vilde dyreliv. Ved denne tid kan man være heldig at se rovdyrene jage.

Tirsdag den 31. juli
Ret tidligt op! En let morgenmad og så af sted til fods i den morgenfriske bush lugt. Fokus er de mindre dyr og planter man ikke kan se fra bilen.


Vi kommer tilbage til lodgen og får rigtig morgenmad, hvorefter vi sætter kursen mod vest til Mikumi nationalpark.

Vi ankommer til Vuma Hills Tented Camp ved frokosttid. Efter frokost kan vi slappe lidt af ved poolen før vi tager på eftermiddags/aften tur i parken.

Parken er særlig kendt for 6 meter lange pytonslanger, men ellers er der løver, leoparder, zebraer, bøfler, giraffer, elefanter m.m.m.

Onsdag den 1. august
Morgenmad og derefter går det mod syd til Selous nationalpark som er den største i Tanzania – noget større end hele Danmark.
Det er en køretur på omkring 5 timer i Tanzanias smukkeste landskab. Turen går gennem bjerge og små landsbyer, med et frokoststop i vejkanten og ankomst sen eftermiddag i Sable Mountain Lodge. Undervejs skulle der være masser af dyreliv at se på.

Lodgen ligger med udsigt til nogle vandhuller hvor især elefanter, bøfler og zebraer kommer for at drikke. Så der skulle være gode muligheder for at se vildt, selv om vi bare slapper af ved poolen, der består af vand fra en kilde i nærheden.

Torsdag den 2. august
Efter morgenmaden, tager vi til Rufiji floden på bådsafari i håb om at se krokodiller, flodheste og andre dyr der lever i og ved floden.






















Efter flodturen bruger vi resten af dagen på at køre rundt i parken for at se dyreliv m.m. Frokosten er picnic, aftensmad i Rufiji River Camp, hvor vi også overnatter.

Lodgen består af store telte med stråtag. Der er vand, el (i dagtiden) og badeværelser i alle telte som også har udsigt over floden hvor dyrene konstant kommer for at drikke. Gider vi ikke se på dyr, er poolen eller baren sikkert et besøg værd.

Fredag den 3. august
Så er safaridelen af turen færdig. Vi sætter næsen mod øst efter morgenmaden og ankommer til havnen i Dar Es Salaam, hvor vi sejler til Zanzibar med færgen kl. 16.

Vi skal første nat bo i Stone Town der er den største (eneste egentlige) by i Zanzibar. Stone Town byder på masser af shoppingmuligheder i de små gader. Men man skal være god til at diskutere priser, for ingen varer har prisskilt. Alt skal forhandles. Der er masser af kunsthåndværk, tøj, sandaler og marked med alt hvad man kan tænke sig.

Vi skal bo i de små gader på et hotel der hedder Zanzibar Palace hvor vi har fået deres største suite så vi kan nyde lidt luksus efter en sikkert anstrengende safari. Aftensmaden finder vi på en af de lokale restauranter.

Gaderne i Stone Town er et virvar af labyrinter:




















Lørdag den 4. august
Efter morgenmaden tager guiden os på en bytur, hvor vi kan se og høre om byen som var centrum for slavehandel tilbage i tiden. Byen er også berømt for deres døre!! Næsten alle døre er store massive antikke trædøre, der er udsmykket med udskårne mønstre. De fineste er forsynet med et messingskilt med et registreringsnummer, der skal sikre de ikke forsvinder fra Zanzibar.



















Når vi synes vi har fået nok af Stone Town, tager vi videre til ”bountyland” hvor vi tager 3 overnatninger på Breezes Beach Club der ligger lige ud til stranden på østkysten af Zanzibar ca. 45 minutters kørsel fra Stone Town.

Ren afslapning, bade, sole, spise is, drikke, få god mad, måske besøge nogle af de mange øer der bare er strand og palmer og som ligger i massevis ud for Zanzibars kyst, eller måske ud og svømme med delfiner?

Det er her vi skal bo:







Tirsdag den 7. august
Vi siger farvel til palmer og strand i løbet af dagen og bliver kørt til lufthavnen, hvor et meget lille propelfly tager os tilbage til Dar Es Salaam.




Vi bliver hentet af Leina og kørt hjem til hendes hus der ligger lidt uden for byen.

Her overnatter vi 2-3 dage. Der er ingen faste planer for hvad vi skal, men sikkert en tur rundt i Dar Es Salaam, på marked, ud at spise på de lokale restauranter, til stranden…..

Fredag den 10. august
Så går det nordpå. Rigtig langt mod nord. Denne gang de 8000 km. tilbage til Danmark. Vi flyver allerede kl. 5.35 om morgenen, så det er lige før vi ikke skal i seng den nat da vi nok skal af sted til lufthavnen i Dar Es Salaam omkring kl. 3 om natten!

Vi flyver samme vej tilbage:
Dar Es Salaam – Nairobi – Amsterdam - København, hvor vi ankommer 22.35