Afgang fra Kastrup lufthavn kl. 17.35
Ruten er København-Amsterdam-Nairobi-Dar Es Salaam
Torsdag den 26. juli
Ankomst Dar Es Salaam kl. 9.20
Når vi er kommet gennem paskontrol og har fået bagagen, bliver vi hentet af Leina (ejer af rejsebureauet) og kørt til Mövenpick hotel, der ligger i nærheden af lufthavnen. Her skal vi bo i en suite en enkelt nat. Hotellet har Internet, så første opdatering af bloggen kommer nok der.
Dagen bruges til at se lidt på byen der er den største i Tanzania. Det er ikke ganske klart om Dar Es Salaam er hovedstaden eller ej. Man vedtog for over 30 år siden at ændre hovedstaden til Dodoma, så officielt er dette vist hovedstanden, men masser af regeringskontorer ligger stadigvæk i Dar Es Salaam og Dodoma har stadigvæk kun 325.000 indbyggere.
Fredag 27. juli
Morgenmad kl. 7.00
Vi checker ud af hotellet kl. ca. 8.00.
Vi bliver kørt til banegården af guiden og stiger på toget kl. 8.30. I toget er passagerer ikke kun de lokale mennesker, men også diverse dyr som geder, høns og alt hvad der ellers kan transporteres i et tog. Vores kok tager med på togturen – hun har lavet frokost til os som vi spiser i toget undervejs.
Turen går ca. 3-400 km vest gennem det sydlige Tanzania mod en nationalpark der hedder Udzungwa. Vi skal af i en by der hedder Ifakara, hvor vi ankommer sent på eftermiddagen. Byen er rimelig stor – 60.000 indbyggere. Den ligger i en floddal og bliver ofte helt isoleret i regntiden. Der venter guiden på os og kører os ud til lejrpladsen. Der er slået telte op og kolde drinks er sikkert klar. Vi er i den vilde natur her, så der er ingen rindende vand, el og lignende.
Aftensmad over lejrbål. Overnatning i små telte.
Lørdag den 28. juli
Op kl. ??, men nok ikke alt for sent.
Vi får morgenmad og tager så vandreskoene på, for dagen står på en heldagstur til fods gennem bushen og Udzungwas bjerge, så nogen klatren undervejs er nok forventeligt. Målet er Sanje vandfaldene.
Udzungwa er særlig kendt for den røde Colobus abe og området er kendt som Afrikas Galapagos fordi mange af dyrene kun lever her. Bjergene danner en naturlig grænse for levevilkårene. Forventeligt er det mest aber, fugle og mindre dyr vi vil få at se, men parken har elefanter, bøfler, leoparder, forskellige hjorte og antiloper m.m. så hvem ved hvad vi støder ind i?
Frokost – medbragt picnic
Aftensmad ved lejrbålet.
Søndag den 29. juli
Efter morgenmaden pakker vi teltene sammen (resten af overnatningerne er i lodges) og kører mod vest til Ruaha nationalpark. En tur på 2-300 km som siges at gå gennem noget af det mest øde og uberørte område i Tanzania. Vi kommer gennem landsbyer og bjerge og ender til frokost ved Ruaha Hilltop Lodge hvor vi skal overnatte. Lodgen ligger på en bjergtop med udsigt så langt øjet rækker fra de små hytter vi bliver indkvarteret i.

Vi spiser frokost i lodgen og tager så af sted på landsby besøg. Tilbage om aftenen hvor vi spiser i restauranten.
Mandag den 30. juli
Morgenmad kl. ?? og derefter tager vi på en tur i Ruaha nationalpark, som har alt i dyreliv. Parken er på størrelse med Fyn.
Ved frokosttid er vi tilbage i lodgen, hvor vi spiser og slapper lidt af, før vi tager ud på en eftermiddags/aften tur for at se mere af det vilde dyreliv. Ved denne tid kan man være heldig at se rovdyrene jage.
Tirsdag den 31. juli
Ret tidligt op! En let morgenmad og så af sted til fods i den morgenfriske bush lugt. Fokus er de mindre dyr og planter man ikke kan se fra bilen.
Vi kommer tilbage til lodgen og får rigtig morgenmad, hvorefter vi sætter kursen mod vest til Mikumi nationalpark.
Vi ankommer til Vuma Hills Tented Camp ved frokosttid. Efter frokost kan vi slappe lidt af ved poolen før vi tager på eftermiddags/aften tur i parken.
Parken er særlig kendt for 6 meter lange pytonslanger, men ellers er der løver, leoparder, zebraer, bøfler, giraffer, elefanter m.m.m.
Onsdag den 1. august
Morgenmad og derefter går det mod syd til Selous nationalpark som er den største i Tanzania – noget større end hele Danmark.
Det er en køretur på omkring 5 timer i Tanzanias smukkeste landskab. Turen går gennem bjerge og små landsbyer, med et frokoststop i vejkanten og ankomst sen eftermiddag i Sable Mountain Lodge. Undervejs skulle der være masser af dyreliv at se på.
Lodgen ligger med udsigt til nogle vandhuller hvor især elefanter, bøfler og zebraer kommer for at drikke. Så der skulle være gode muligheder for at se vildt, selv om vi bare slapper af ved poolen, der består af vand fra en kilde i nærheden.
Torsdag den 2. august
Efter morgenmaden, tager vi til Rufiji floden på bådsafari i håb om at se krokodiller, flodheste og andre dyr der lever i og ved floden.

Efter flodturen bruger vi resten af dagen på at køre rundt i parken for at se dyreliv m.m. Frokosten er picnic, aftensmad i Rufiji River Camp, hvor vi også overnatter.
Lodgen består af store telte med stråtag. Der er vand, el (i dagtiden) og badeværelser i alle telte som også har udsigt over floden hvor dyrene konstant kommer for at drikke. Gider vi ikke se på dyr, er poolen eller baren sikkert et besøg værd.
Fredag den 3. august
Så er safaridelen af turen færdig. Vi sætter næsen mod øst efter morgenmaden og ankommer til havnen i Dar Es Salaam, hvor vi sejler til Zanzibar med færgen kl. 16.
Vi skal første nat bo i Stone Town der er den største (eneste egentlige) by i Zanzibar. Stone Town byder på masser af shoppingmuligheder i de små gader. Men man skal være god til at diskutere priser, for ingen varer har prisskilt. Alt skal forhandles. Der er masser af kunsthåndværk, tøj, sandaler og marked med alt hvad man kan tænke sig.
Vi skal bo i de små gader på et hotel der hedder Zanzibar Palace hvor vi har fået deres største suite så vi kan nyde lidt luksus efter en sikkert anstrengende safari. Aftensmaden finder vi på en af de lokale restauranter.
Gaderne i Stone Town er et virvar af labyrinter:
Lørdag den 4. august
Efter morgenmaden tager guiden os på en bytur, hvor vi kan se og høre om byen som var centrum for slavehandel tilbage i tiden. Byen er også berømt for deres døre!! Næsten alle døre er store massive antikke trædøre, der er udsmykket med udskårne mønstre. De fineste er forsynet med et messingskilt med et registreringsnummer, der skal sikre de ikke forsvinder fra Zanzibar.
Når vi synes vi har fået nok af Stone Town, tager vi videre til ”bountyland” hvor vi tager 3 overnatninger på Breezes Beach Club der ligger lige ud til stranden på østkysten af Zanzibar ca. 45 minutters kørsel fra Stone Town.
Ren afslapning, bade, sole, spise is, drikke, få god mad, måske besøge nogle af de mange øer der bare er strand og palmer og som ligger i massevis ud for Zanzibars kyst, eller måske ud og svømme med delfiner?
Det er her vi skal bo:

Tirsdag den 7. august
Vi siger farvel til palmer og strand i løbet af dagen og bliver kørt til lufthavnen, hvor et meget lille propelfly tager os tilbage til Dar Es Salaam.
Vi bliver hentet af Leina og kørt hjem til hendes hus der ligger lidt uden for byen.
Her overnatter vi 2-3 dage. Der er ingen faste planer for hvad vi skal, men sikkert en tur rundt i Dar Es Salaam, på marked, ud at spise på de lokale restauranter, til stranden…..
Fredag den 10. august
Så går det nordpå. Rigtig langt mod nord. Denne gang de 8000 km. tilbage til Danmark. Vi flyver allerede kl. 5.35 om morgenen, så det er lige før vi ikke skal i seng den nat da vi nok skal af sted til lufthavnen i Dar Es Salaam omkring kl. 3 om natten!
Vi flyver samme vej tilbage:
Dar Es Salaam – Nairobi – Amsterdam - København, hvor vi ankommer 22.35
3 kommentarer:
Kan se tekstformatteringen er kikset omkring sidste billede. Aner ikke hvordan jeg får det til at se bedre ud :(
Hej Kusiner og Onkel...
Hvor lyder det bare herligt jeg ville ønske det var mig det lyder for fedt.
jeg håber at i har en gos tur!
Hilsner Thea <3!!!!
Hej Thea - mange tak! Er I stadigvæk i Spanien?
Send en kommentar